Dansk A

GSK Dansk A arbejder du med tekstanalyse og tekstproduktion, og du lærer at udvikle en kreativ og kritisk sans for sprog, litteratur og medier. Hovedområderne er dansk sprog og litteratur, hvor undervisningen sigter mod at anvende dansk sprog, litteratur, medier og tekstproduktion på en måde, så du lærer at udtrykke dig nuanceret og argumenterende både mundtligt og skriftligt. På Niels Brock kan du læse Dansk A på bare 4 måneder – enten med fysisk fremmøde i København eller som onlineforløb.

Du skal være opmærksom på, at uanset om du læser et fag med fysisk fremmøde eller online, foregår eksamen altid med fysisk fremmøde på skolen.

GSK Dansk A kursus i København eller fjernundervisning
Om faget

Dansk A er et fag, der gennem tekstanalyse og tekstproduktion udvikler din kreative og kritiske sans for sprog, litteratur og medier. Dine analytiske evner får du brugt gennem næranalyse af alt fra sværmerisk romantisk litteratur til moderne reklamekampagner. Gennem mundtlig og skriftlig tekstproduktion øver du dig i kreativ og kritisk brug af dansk sprog, litteratur, medier, så du kan udtrykke dig nuanceret og argumenterende både mundtligt og skriftligt.

Er du interesseret i at vide mere om fagets indhold, kan du læse mere i hhx bekendtgørelsen her. 

Praktiske oplysninger

For at blive optaget på et suppleringskursus skal du have en afsluttet gymnasial eksamen. Du kan søge ind, hvis du har f.eks. STX, HF, HHX, EUX, HTX, GIF, GU (Grønland) eller en afsluttet erhvervsuddannelse.

Du kan læse et fag på et ønsket niveau, hvis den videregående uddannelse, du vil søge ind på, har det som specifikt adgangskrav, og hvis du har gennemført det nærmest underliggende niveau. Hvis du fx gerne vil læse statskundskab på KU, som har dansk A som specifikt adgangskrav, kan du blive optaget, hvis du har gennemført dansk B eller tilsvarende. Hvis du ikke har bestået det nærmest underliggende niveau (dansk B), kan vi i nogle tilfælde kræve, at du læser det ikke-beståede niveau igen.

Dansk A afsluttes med både en skriftlig og en mundtlig eksamen. Den mundtlige eksamensdato får du oplyst af din underviser på kurset. Den skriftlige eksamenstermin kan du se ved tilmelding. Både den mundtlige og skriftlige eksamen foregår med fysisk tilstedeværelse i København.

GSK online giver dig maksimal fleksibilitet og præcis samme undervisningsindhold og antal obligatoriske hjemmeopgaver som på suppleringsfag med almindelig fremmødeundervisning.  

Vi gør meget ud af online undervisning på GSK. Online undervisning er ikke selvstudium, hvor du er overladt til dig selv.

På GSK har du en fast underviser, som vil være tilknyttet dit kursus fra start til slut. Din underviser tilrettelægger din undervisning med stor variation, således at du har mulighed for blandt andet at gå i dialog, deltage i webinarer, læse tekster og lave skriftlige opgaver. Motivation og variation er vigtigt for læreprocessen, og det er vigtigt, at du som kursist har mulighed for sparring og løbende feedback. Online-undervisningen er bygget op, således at du arbejder grundigt med målsætninger fra læreplanen - så du ved endt kursusgang er klar til den fysiske eksamen på skolen.

Du skal sætte ca. 20 timer af hver uge til undervisning og obligatoriske skriftlige opgaver, hvis du vil have det optimale ud af dit online kursus på GSK her på Niels Brock.

Det stiller særlige krav til dig som studerende at læse online.

Du skal være kontinuerligt studieaktiv, logge ind på vores læringsplatform mitnielsbrock.dk, aflevere opgaver, læse, besvare interaktive quizzer osv..

Du skal også deltage i ugentlige webinarer, som typisk er fastlagt om eftermiddagen eller aftenen. Der er mødepligt til webinarerne.

 

At studere online er fleksibelt, men det kræver også selvdisciplin og flid. Onlineundervisningen er lige så tidskrævende som almindelig undervisning.

Hvis du ikke er studieaktiv, risikerer du at blive udmeldt og miste muligheden for at tage din eksamen.

GSK-kurser, også onlinekurser, er i udgangspunktet et éngangstilbud til dig om at kunne supplere din eksamen, så du kan komme ind på den videregående uddannelse, du ønsker.

Vores fremmødekurser, som foregår om dagen, er SU-berettigede, hvorimod vores aftenkurser og onlinekurser ikke er SU-berettigede.

Bemærk, at du kan kun søge om ungdomskort i perioder, hvor du samtidig er SU berettiget. Det vil sige i måneder hvor du har undervisning. Du skal søge senest 14 dage før du starter på gymnasial supplering i København.